For mange mennesker er vinen en helt afgørende del af hverdagen – vi nyder et glas til maden, måske et mens vi laver den, eller har en dejlig stund sammen med naboerne, mens vi nyder et glas vin på terrassen.
Sådan har det været gennem årtusinder. Vinen har en tusindårig historie, ja faktisk er der arkæologiske fund fra Mellemøsten, som viser, at der har været dyrket vin i mere end 5.500 år. Fund fra det nuværende Iran viser dette, og fra Israel kender vi også fund, der indikerer, at der har været fremstillet vin i dette område. I hvert fald er der fundet rester af forkullede vinstokke fra 3.500 før Kristus, og det er næppe sandsynligt, at man bare har spist druerne – man har sikkert også gæret saften og på den måde fremstillet vin.
Vinen er et vigtigt symbol
Fra bibelhistorien kender de fleste sikkert fortællingen om Syndfloden, som Gud satte i værk for at straffe menneskene for deres syndige liv. Noah byggede en ark, hvormed han reddede dyr og planter, og da vandet begyndte at falde, sendte han en due ud, som vendte tilbage med en kvist fra et oliventræ i næbbet. Det kunne teoretisk set lige så godt have været vin, for oliven og vin var blandt de første planter, der blev kultiveret, da mennesket begyndte at dyrke jorden i stedet for alene at være jægere og samlere. Så vinens historie er lang, og vinen har gennem årtusinder været en trofast følgesvend for mennesket.
Vinen er et symbol på velstand, på glæde og samhørighed. De gamle grækere nød vinen og holdt fester til ære for vinens gud Bacchus, og også romerne drak vin – arkæologiske data tyder på, at en gennemsnitsromer drak op mod en liter hver hver dag. Sikkert både fordi det smagte godt og gav en lille rus, og fordi det var sikrere at drikke den gærede druesaft end det snavsede vand, der flød i blyrørene i det gamle Rom.
Ægypterne forfinede teknikken
I begyndelsen af vinens historie har det formentlig været lidt tilfældigt, hvordan vinen blev til. Man har haft noget druesaft stående, og gærceller fra naturen har sat gang i en gæringsproces, og dermed var vinen født. Så det har sikkert også været uhyre forskelligt, om vinen blev god eller dårlig – processen har været styret lidt af tilfældigheder.
Historisk set betragter man ægypterne som dem, der for alvor fik styr på fremstillingen af vin. De lærte at styre gæringen og fik styr på processen vedrørende vinificeringen, og de grundlagde metoder til fremstilling af vin, som bruges den dag i dag. Dermed blev vinen til videnskab, noget som vi nyder godt af den dag i dag. Selv om de gamle grækere betragtede vinen som gudernes drik og som noget guddommeligt inspireret, er der ingen tvivl om, at der bag disse forestillinger også gemte sig godt gammeldags håndværk og viden om gæring og processer i druerne.