I dag dyrkes der vin Danmark. Mest hvide vine, fordi de druer, der skal bruges til hvidvin eller mousserende vin, trives bedst i det trods alt nordlige danske klima – vi er tæt på nordgrænsen for dyrkning af vin her i Danmark.
Ser vi historisk på det, har vin i Danmark imidlertid næsten altid været noget, der blev importeret og drukket af den mere velstående del af befolkningen.
Rosenborg-vinen
Berømt i Danmark er den såkaldte Rosenborg-vin. Det er en hvidvin, der traditionelt serveres til Dronningens nytårskur og andre særlige lejligheder i kongehuset. Vinen er karakteriseret ved, at den har rødder helt tilbage til 1598, og selv om den er spædet op gennem århundrederne, er der stadig en lige linje tilbage til den rhinskvin, som blev importeret til vinkælderen under Nykøbing Falster slot i 1590’erne. De fleste, der har smagt vinen, siger, at den i dag ikke smager særlig godt, men at det er en stor oplevelse at smage en sådan vin, som har rødder tilbage til renæssancen.
Vin i jernalderens tid
Danskerne har imidlertid kendt til det at drikke vin meget længere. Fra arkæologiske fund ved vi, at stammerne i vort område allerede i det, man kalder romersk jernalder, drak vin. I hvert fald har man fundet udstyr til behandling og indtagelse af vin i danske gravfund. Udstyret stammer fra Rom og viser, at der har været et handelssamkvem mellem de nordiske stammer og det romerske rige. Og at vin var et af de produkter, man handlede med.
Vin har fulgt mennesket i Danmark lige siden. Helt frem til 1900-tallet var vinen først og fremmest de velståendes drik, men i takt med, at borgerskabet fik større og større betydning i løbet af det 19. og 20. århundrede, og at velstanden i samfundet generelt steg, blev vinen en mere almindelig drik. Frem til 1960’erne var vinen dog især borgerskabets drik, som passede til den mad, man spiste ved selskaber i borgerskab og adelige kredse.
Da charterrejserne vandt frem efter 1950, begyndte den almindelige dansker også at drikke vin. Vi lærte den gærede druesaft at kende på turene til Tyskland, Spanien og Italien, og i dag har stort set alle danskere gjort erfaringer med vinen og dens virkninger. I dag er vinen et selvfølgeligt indslag, når vi danskere mødes til en hyggelig fælles stund.